Krig på kniven om telefonien i Rudersdal
RUDERSDAL: I går lukkede TDC for signalet på det, der ofte fra branchens side er beskrevet som 'Danmarks dyreste mobilposition', nærmere bestemt et vandtårn i nærheden af Søllerød Kro i Rudersdal Kommune.
- De høje priser og vanskelige vilkår i Rudersdal har været et problem gennem mange år, og vi har fra branchens side gennem hele perioden forsøgt at få kommunen med på at sikre mere rimelige vilkår og priser. Desværre uden held, og otte positioner er opsagt i kommunen, siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien.
- For mig at se, er det ganske tydeligt, at TDC ønsker at bruge den demokratiske proces omkring en kommunalvalgkamp til at forsøge at få tilgodeset egne økonomiske driftsmål, og TDC er i samarbejde med Teleindustriens førende lobbyister fuldt ud villige til at arbejde med en smædekampagne kombineret med, at de tager egne kunder som gidsler. Det kan man vel godt kalde et markant nybrud i danske valgkampe?, svarer borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V) igen.
En voldgiftsret fastslog i november 2016, at Rudersdal Kommune har ret i, at teleselskaberne selv er gået med til vilkårene i sin tid, men omvendt er det ikke en blåstempling af kommunens priser over for teleselskaberne.
- Jeg anerkender fuldt ud, at det er priser og kontrakter, som teleselskaberne selv har underskrevet, også i den konkrete situation – men aftalerne er indgået, da det hele så anderledes ud. Teleselskaberne har forsøgt at genforhandle priserne, uden at kommunen har rykket sig – tværtimod. Man vil åbenbart ikke tiltrække investeringer i Rudersdal. Den dårlige dækning i kommunen er et resultat af den politik, borgmesteren selv har ført, mener Jakob Willer.
Det er noget sludder, mener Jens Ive:
- Vi har tilbudt TDC og teleselskaberne 80 pct. nedsættelse af den pris, de betaler i dag. Vi har seks ledige mastepositioner, vi har tilbudt. Vores mål er at forbedre dækningen, fordi den er elendig - som det er nu i Birkerød, skal man ud i haven for at ringe f.eks. At TDC har slukket for signalet nu, generer jo deres egne kunder, og det forstår jeg ikke, fordi kontrakten først udløber i foråret 2018. Det vil sige, de betaler for noget, de ikke bruger.
Når 80 pct. ikke er nok
Jens Ive kan ikke forstå, at en 80 pct. nedsættelse ikke er nok for telebranchen:
- Vi har cirka en fjerdedel af mastepositionerne i kommunen, og vi må ikke underbyde de private. Vi har bedt telebranchen om at lægge det hele åbent frem, men de kan ikke dokumentere, at lejeniveauet er for højt. Vi vandt en voldgiftssag i 2016 mod teleindustrien om dette, siger Jens Ive.
Jakob Willer siger om borgmesterens tilbud om 80 pct. nedsættelse:
- Der har givetvis været forskellige modeller på bordet, men at det ikke har ført til noget, viser, at vi kommer fra et prisniveau, der er fuldstændig grotesk. Rudersdal Kommune må erkende, at når man har en politik, der handler om at få så mange penge som muligt ud af teleselskaberne, så risikerer man, at teleselskaber siger nej tak. Det er det, der er sket her, mener Jakob Willer.
Han afviser blankt, at det skulle være en koordineret smædekampagne fra Teleindustriens side med mange emails og beskyldninger fra flere telelobbyister sendt til borgmesteren og cc til alle Folketingets teleordførere.
- Overhovedet ikke, det er tilfældigt, at det falder nu, men jeg synes da ikke, at det er uheldigt, så der bliver fuld transparens op til kommunalvalget om, hvad konsekvensen er, af den politik, som en kommune har ført, siger Jakob Willer.
Nye signaler åbner døren på klem
Borgmester Jens Ive og Rudersdal Kommune kommer gerne teleselskaberne i møde med både priser og positioner:
- Men det skal ske i samarbejde og efter aftale, og ikke ved at forsøge at tryne det igennem midt i en demokratisk proces omkring en valgkamp, siger Jens Ive.
For Jakob Willer og Teleindustrien er det nye signaler:
- Det er da positive signaler, at borgmesteren vil i dialog med branchen om bedre rammevilkår - at han godt ved, at prissætning har en betydning, at han vil kigge på at gøre det mere attraktivt at investere i kommunen - så er det da noget, vi meget gerne vil i dialog om. Det er nyt fra kommunens side, og det har jeg ikke oplevet i Rudersdal Kommune så længe, som jeg har beskæftiget mig med teleområdet i Danmark, fastslår Jakob Willer.
Tilbage er så kun at vente på, hvem der griber telefonen først….
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.